Forleden hørte jeg en 15 årig pige sige, at hun ingen fritidsinteresser havde; men at hun hyggede sig sammen med sin famile i fritiden.
Hendes udtalelse fik mig til at have ondt af hende. Jeg kan nemlig ikke forestille mig et liv uden fritidsinteresser.
Jeg kan egentlig ikke huske hvornår jeg begyndte at få fritidsinteresser. Men mine forældre sendte mig til dans allerede før jeg begyndte i skolen. Jeg husker ikke, hvad jeg syntes om at gå til dans dengang, eller gå i danseskole som vi kaldte det. Men jeg kan svagt erindre noget om ny kjole, hvide ankelsokker og indmarch til afdansningsbal. – Og vi lærte at neje, og det er jo en god ting at kunne, hvis man skulle få mulighed for at hilse på dronningen.
Da at jeg sluttede med at gå til dans var jeg omkring 8 – 9 år. På nogenlunde samme tidspunkt begyndte jeg at læse bøger. Jeg kunne nemt komme op på at låne op til 8 – 10 bøger om ugen. Jeg elskede at læse, jeg elskede at bøgerne førte mig ind i nye verdener og andre livsformer. Jeg fik også inspiration til at blive sygeplejerske fra bøgerne.
Senere kastede jeg mig over at sy, først til min Barbie dukke, sidenhen til mig selv. At strikke oplevede jeg som en pestilens da jeg var barn; men som voksen finder jeg stor glæde i at sidde med mit strikketøj.
Set i et sundhedsperspektiv er det at have en fritidsinteresse rigtig godt for den mentale sundhed. Den selvforglemmelse man oplever, når den indre motivation og passionen tager over, skaber i følge Craft ekspert Anne Kirketerp http://www.annekirketerp.dk et værn mod kedsomhed og meningløshed. At glemme sig selv og miste tidsfornemmelsen når man sidder med et håndarbejde eller en anden aktivitet der kræver al ens opmærksomhed, har samme sundhedsfremmende effekt som mindfulness meditation. Det sundhedsfremmende ligger i at stressniveauet falder. Krop og sind finder roen, fordi de negative tanker forvinder. Når stress hormonerne forsvinder, sættes der samtidig gang i de opbyggende og helende processer i krop og sind. Smerter føles mindre intense, tunge tanker kan forlade vores sind, og positive følelser kan tage over.
At have en passion for noget, er udviklende og giver lyst til læring og kreativitet. Vores forudsætninger bringes i spil og vores robusthed øges.
Det var bare det jeg ville sige…❤️
/p>< /p>