I dag har jeg tilbragt et par timer i et venterum af den slags, som kan ændre ens fremtid radikalt.
Vi kender alle tandlægens venterum. Lydene fra et hvinende bor, efterfulgt at sugets slubrende lyd der bliver blandet med småsnak fra personaet. Der er ikke nogen speciel lugt mere; men det var der i min barndom (ja, jeg er så gammel, at der stadig fandtes æter og andre farlige kemikalier ☺️)
I det venterum hvor jeg tilbragte nogen tid i formiddags var der virkelig styr på logistikken. Ingen ventede unødigt længe, og alle blev kontaktet af en sygeplejerske ganske kort tid after ankomsten. Så på den måde var der ikke grund til stress.
Men alligevel var atmosfæren anspændt.
Et yngre par mødte en gammel bekendt og mens hun stille græd, fortalte kvinden, at hun havde fået konstateret brystkræft. Der var den ældre let demente mand, som syntes at det var praktisk at indtage sin morgenmedicin i venteværelset, med det resultat, at han datter måtte ned på alle fire for at samle piller op. En yngre mand sad helt stille og stirrede tomt ud i luften; mens andre forsøgte at aflede tankerne ved at læse i en bog eller et blad. Koncentrationen var dog ikke stor, for der blev ofte kikket op.
Vi reagerer alle forskeligt, når vi udsættes for stress. Vi har en mere eller mindre medfødt robusthed, ligesom vi har lært forskellige måder at håndtere stress på af vores omgivelser. Men uanset hvad vi har med i bagagen, så er det næsten en naturlov, at vi skal igennem en forandringsproces, når vi konfronteres med vores egen sårbarhed.
Får vi ikke taget fat på at finde ud af, hvad vi kan eller skal gøre Kan vi ende i en konstant stress tilstand, der i sidste ende gør os mere sårbare