Hvorfor gør du de ting du gør? Gør du det for dig selv, eller gør du det for andre?
Da jeg for mange år siden begyndte på sygeplejerskeuddan- nelsen var mit motiv for at søge uddannelsen i første omgang hentet fra bøgerne: Piger i blaat, Piger i hvidt og Cherry Ames bøgerne. Jeg havde ingen rollemodeller i min omgangskreds, så derfor blev drømmen om at blive sygeplejerske hentet fra romantiske helterolle beskrivelser af, hvad en sygeplejeelev eller sygeplejerske oplevede.
Der er ikke nogen tvivl om, at jeg spejlede mig dybt og indeligt i at være den gode fé, at være den der lindrer og som var genstand for patienterne taknemmelighed. Men ganske langsomt gik det op for mig, at det overhovedet ikke var “helterollen” der var det centrale i det at være sygeplejerske.
Det jeg fandt ud af var, at det at være sygeplejerske handlede om, at stille sig åbent overfor patienten og hans/hendes oplevelser uden på forhånd at beslutte eller at dømme hvad der skulle gøres. At stille åbne spørgsmål og ikke at udøve. “Du har vist behov for en stesolid magt”. Først da oplevede jeg patienterne fik tillid til mig. Senere fandt jeg ud af, at det ind imellem var det nødvendigt af hensyn til patientens videre forløb, at bruge magt på den måde, at det udelukkende var til patientens bedste.
Jeg flyttede mit motiv for sygeplejen fra at være noget jeg gjorde for at stive mit eget umodne ego af, til at udøve en sygepleje, hvor det var fagligheden og patienten der var i centrum.
Er det let at “glemme” sig selv til fordel for andre? Både ja og nej. På den ene side er det utrolig befriende ikke hele tiden at skulle tænke på sig selv, og på den anden side kan man ind imellem opleve at andre “driver” rovdrift på selvopopfrelsen.
Forskning viser, at det det du gør for andre uden at forvente noget til gengæld, er noget af det mest livgivende man kan opleve. Faktisk er det mere sundt end motion og sund mad. 🙂
