Ind imellem kan det være svært at finde den indre ro i en travl hverdag.
Mandag er min faste yoga dag, hvor jeg har mulighed for at lave hatha yoga i eftervarmen efter heatwave yoga. Varmen får muskelerne til at slappe mere af, så jeg kan komme dybere ind i strækkene. Og selvom det til tider er meget varmt (omkring 35 grader) , så oplever jeg et fantastisk velvære bagefter. Ikke bare fysisk men så sandelig også psykisk.
I dag var køreturen ind til Fitnessword, hvor jeg går til yoga, brolagt med en række forhindringer i form af veje der var afspærrede. Så for ikke at komme forsent, måtte jeg tænke kreativt, og foretage en ulovlig vending i trafikken. Og da jeg så endelig nåede fitness centret, så havde en flyttevogn spærret indkørslen til P- pladsen. Rasende forsøgte jeg at få han til at gøre plads, men han nægtede. Da tiden var knap, og jeg “smed” bilen på et stykke fortov udenfor i håbet om, at der ikke ville sidde en lille hilsen i forrude når jeg kom tilbage (det gjorde der heldigvis ikke). Men det siger sig selv, at da jeg tråde ind i yoga lokalet, så var jeg slet ikke faldet til ro endnu. Ophidselsen sad stadig i krop og sind. Men allerede efter den indledende afslapning, hvor der er fokus på åndedrættet, følte jeg igen en stor ro i både krop og sind.
Åndedrættet eller vejrtrækningen som det også hedder skaber nemlig forbindelse mellem krop og sind. Hvis man er stresset og tænker katastrofe tanker, så sendes der en masse signaler fra hjernen med til kroppen for at gøre klar til enten at slås eller at løbe sin vej. På den anden side, hvis man kommer til at sidde i en ubekvem og anspændt stilling, så kan kroppen sende signaler til hjernen så man ligefrem kan føle angst. Krop og sind kommunikerer altså hele tiden med hinanden. Vejrtrækningen er det som kan skabe ro i både krop og sind. Ved at trække vejret langsom frem og tilbage mens man f. eks. tæller til 4 på hver ind og ud åndning.Ved at gøre det i et par minutter vil man for det meste være i stand til at få både krop og sind til at falde til ro. Men også på dette område er vi forskellige. For nogen går det meget let for andre er det betydeligt mere svært. Det har at gøre med hvordan vores nervesystem reagerer. Ham på billede har enormt let ved at falde til ro.