Jeg har utrolig stor glæde af at strikke. Jeg strikker kun ganske lidt til mig selv; men meget gerne til børnebørnene.
Nu viser det sig at forskning har vist, at der er rigtig mange sundhedsfremmende effekter af at strikke. Når jeg strikker, oplever jeg at jeg kommer i en meditativ, zen – lignende tilstand. Jeg er så optaget af at strikke, at jeg ikke tænker på andre ting. Eller for at sige det lidt mere præcist. Jeg kommer i en tilstand hvor jeg føler mig meget nærværende og jeg filtrerer ikke de indtryk jeg får intellektuelt. Eller sagt på mundret dansk, – jeg slapper rigtig godt af, når jeg strikker.😀
Den rytmiske bevægelse man laver, når man strikker, kan fremkalde Relaxation Response. Se her . På den måde kan det at strikke også reducere følelsen af angst og stress.
Lider man af kroniske smerter, kan det at strikke distrahere tankerne så meget, at smerten ikke fylder så meget i bevidstheden. Dermed kan man give sig selv “en pause” fra smerten. Du kender det formentlig allerede. Man bliver så optaget af en film man ser, at man ikke lægger mærke til hvordan man har det.
At strikke skaber fællesskab med andre mennesker. Rigtig mange garnforretninger arrangerer strikke caféer og mit lokale bibliotek huser også en strikke klub. En engelsk undersøgelse viser at, når man strikker i grupper, så har der en klar indvirkning på oplevelsen af lykke, forbedret social kontakt og kommunikation med andre
At strikke gør mennesker glade, og det gælder både de som strikker og de som modtager strik. Forleden modtog jeg denne besked efter at ha’ strikket et par trøjer til mindstemanden i familien – se billedet øverst. Det giver så absolut mod på at strikke mere.
Da vi for en månes tid siden var i New York stødte vi på “yarn bombing”, som er strik grafitti som bruges til at dekorerer offentlige steder med. Og helt ærlig, bliver jeg glad i låget over at se, at der er nogen som har overskud til at dekorere et trist hegn med strik i glade farver.
Så er du en glad “strikker” som mig, så er det ikke bare sjovt at strikke, du strikker også dig selv gladere og mere sund. Så tilbage til strikketøjet…